Haven i Hedebo Bakker

Bedet om ceder træet

2 år siden, Skrevet af , Gemt under Haven

Sidste efterår lagde jeg Dorothea løg i det lille bed rundt om vores ceder træ. Dorothea liljerne kom op her til foråret og det var et syn der bragte glæde og smil. Alligevel var der noget, et eller andet, som ikke helt var som det skulle være og efter lidt tid gik det op for mig. Det var selve bedet! Stenene der indrammede bedet lå nemlig skævt.

Bedet om ceder traet_01

De var formodentlig, gennem tiden, blevet skubbet op af træets rødder og derefter hjulpet endnu mere på vej af græsslåmaskinen når den kom forbi. Der var to muligheder – jeg kunne lægge stenene om (hvilket ville kræve et nøje og præcist stykke arbejde for at blive pænt) eller jeg kunne fjerne stenene og lave noget “helt andet”, som måske også kunne gå hen og blive lettere at holde. Jeg valgte den sidste løsning og når sandheden skal frem, så var det en tanke jeg havde gået og puslet med et lille stykke tid.

Stenene blev gravet op og lagt til side. Der blev stukket en kant af rundt om bedet og jorden blev delt i mindre stykker.

Bedet om ceder traet_02

Vendt “på hovedet”.

Bedet om ceder traet_03

Og lagt tilbage i bedet og “genbrugt” og til sidst blev bedet pænt friseret og Dorothea liljebladene nænsomt løftet op af den løse jord.

Bedet om ceder traet_04

Tanken, der havde puslet et stykke tid, gik på at sætte løgblomster rundt om ceder træet, som kunne give lidt fest og farver i det tidlige forår. Allerførst på sæsonen kigger Dorothea liljerne frem. Det næste der springer ud er påske liljerne og hyacinterne og nogle søde små lyserøde tulipaner – Tulipa Pulchella Humilis – som jeg købte i efteråret 2015.

Påske liljer og hyacinter blev gravet op fra andre steder i haven. Tulipa Pulchella Humilis havde stået i krukker i år og var allerede afblomstret, så de var lette at flytte.

Bedet om ceder traet_05

Et efter et blev løgene gravet ned i hver deres rundkreds om ceder træet.

Bedet om ceder traet_06

For til sidst at fylde hele bedet.

Bedet om ceder traet_07

Senere på sommeren, når påskeliljer, hyacinter og tulipaner er visnet helt ned, flytter høst anemonerne fra “børnehaven” over i bedet omkring træet og så er det blot at vente på næste forår så det endelige resultat rigtig kan nydes. Yndige hvide Dorothea liljer i marts, knaldgule påskeliljer i begyndelsen af april og dybblå hyacinter og fine lyserøde tulipaner fra midten af april. Og når alle løg blomsterne trækker sig tilbage, tager høst anemonerne over, gemmer de visne blade og sørger (forhåbentlig) for at jeg ikke behøver at luge omkring ceder træet og Kristoffer vil nyde at kunne køre en tur rundt om bedet med græsklipperen og ikke skulle tænke på om bladene rammer de skæve sten. Se det er en rigtig win-win historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *