
Nu har det jo, i følge kalenderen, officielt været forår i en måned og selvom starten af marts bød på alt andet end forårsvejr, så kan vi vist ikke længere klage over vejret. Jeg gik en tur rundt i haven (igen) i dag og fangede lidt forår 🙂
Blodribs og spiræa er så tæt på som de kan komme
Purissima er kommet flot igen – i år dog i krukke indtil jeg får fundet ud af hvor de skal lægges i jorden
Den søde lille botaniske tulipan Polychroma blomsterer også nu – den minder mig lidt om små spejlæg 🙂
Klematisen skyder lystigt på Peters Bur
Og ind imellem skal der meget lidt til for at gøre en glad – jeg har været så nervøs for om min Klematis Montana ‘Grandiflora’ (den hvide af Montana’erne) ville overleve. Jeg plantede den sidste år og den blev vandet og pyslet, men den var absolut ikke glad for den tørre sommer! Vinteren over har den set mere død end levende ud, men der er heldigvis liv!
Selv palmekålen ‘Nero de Toscana’ skyder med nye skud
Og så er der svulmende knopper på ‘Herrepære’,
‘Hanita’ blomme
og ‘Sunburst’ kirsebær
Æbletræerne ‘halter lidt bagud’ – her er det ‘Filippa’, men vi ligger i et kuldebælte, så hvor en stor del af Danmark er en del længere fremme, så har vi stadig noget at glæde os til 😉