
Eller måske endnu bedre end et eventyr! 7-9-13 eller 7. september 2013 blev vi gift og i dag er således vores 3. bryllupsdag. Vi blev hurtigt enige om at vi ville fejre vores bryllupsdage og gøre “et eller andet” sammen så dagen ikke bare blev “en dag som alle de andre”.
I år besluttede vi os for at køre en tur til København. Det lyder jo ikke af noget særligt, men når man ved hvor sjældent vi kommer ud og bliver luftet udenfor matriklen, så er det faktisk lidt af en præstation! Mere præcist har vi været en tur på Carlsberg. Undertegnede er født og opvokset på Amager (Kristoffer i Nordsjælland), men har aldrig fået set Carlsberg elefanterne in real life, så nu skulle det være!
Stor var vores forundring, da vi så at den ene af elefanterne havde svastika på siden! Kristoffer mente dog at kunne huske, at symbolet oprindeligt stammede fra Indien og betød noget med lykke og det fik vi også bekræftet inde på museet. Vi kunne dog ikke finde nogen steder hvor det stod nævnt hvornår Carlsberg fjernede symbolet fra deres etiketter, men det har formodentlig været omkring 2. verdenskrig, hvorefter svastikaet jo desværre har fået en noget anden betydning end “lykke”.
Efter elefanterne var vi rundt og se de gamle produktionsbygninger, skulpturhaven (som dog var meget lille!), stalden med de flotte jyske heste og til sidst nød vi en kold cola-bajer i den hyggelig gårdhave.
Fra Carlsberg kørte vi ind til Strøget, hvor vi gik en tur og kiggede på vinduer og mennesker. Dem – altså mennesker – er der ikke så mange af her på Hedebo, så de er altid spændende at kigge på 😉 Dagen sluttede med en køretur rundt i Nordsjælland, hvor vi blandt andet rundede Hellebæk Klædefabrik for endnu engang at kigge på byggestil og farver.
Så rundede vi Helsinge, hvor vi hentede sushi og sluttede en dejlig dag af hjemme i sofaen.
Glædelig 3. bryllupsdag til os og alle jer andre der måske også har fejret bryllupsdag i dag.