Haven i Hedebo Bakker

Pletter i luften

6 år siden, Skrevet af , Gemt under Haven

I mange år troede jeg, at Pletter i luften (Muehlenbeckia complexa) var en indendørsplante, men jeg er blevet klogere!

For små 4 år siden, havde jeg en lille forhutlet Pletter i Luften stående indendøre. Den havde haft nær-døds-oplevelser mange gange (en overgang troede jeg faktisk at det var en kat i forklædning, med alle de liv den viste sig at have) og til sidst blev jeg lidt træt af den – hvilket egentlig var temmelig uretfærdigt over for den stakkels plante.

På vores gårdsplads var der tre nedgravede brøndringe. Den ene havde jeg plantet en stor gammel lavendel i og den anden en hosta ‘Patriot’. Den tredje ring var fuld af ukrudt, så den blev luget og Pletter i luften blev plantet ud og vandet godt igennem. Allerede i løbet af sommeren, voksede ‘Plet’ til og jeg fristes næsten til at sige at den ‘fik farve i kinderne’. Det blev efterår og det blev vinter og når sandheden skal frem, så glemte jeg nok alt om Plet.

Foråret kom, april gik og maj tog sin begyndelse og Plet så temmelig vissen ud, men så, lige pludselig, begyndte den at folde sine små runde blade ud! Og sørme, om den ikke havde overlevet vinteren 🙂 Glæden var stor, men det var vist også en mild vinter, så det var nok derfor den havde overlevet! Men Plet har nu klaret 4 vintre og i december 2017 struttede den stadig med grønne blade! Nu, hvor vi har nået februar 18, har kulden har dog fået has på bladene og de er visnet, men jeg glæder mig til majs komme og til igen at se Plet springe ud – og hermed tør jeg godt at konstatere, at Pletter i Luften kan overleve de danske vintre.


Fra engang blot at være en lille 9 cm potteplante, til nu at fylde en hel del mere end en brøndring!

3 Kommentare

  1. Paula Djervad

Skriv et svar til Terese Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *